Den danske flykoncern Nordic Aviation Capital gik en usikker fremtid i møde, efter selskabet har kæmpet med en milliardgæld og har været under konkursbeskyttelse i USA.
I hvert fald lige indtil nu.
For nu har det mere end 30 år gamle selskab fået godkendt en redningsplan. Det oplyser Nordic Aviation Capital i en pressemeddelelse.
»Med rettens godkendelse af vores plan og en engageret ny investorgruppe er vi klar til at forlade chapter-11 ordningen inden udgangen af næste måned som en velkapitaliseret virksomhed med fleksibiliteten og ressourcerne til at bringe os i en position genetablering og vækst.«
Det siger Norman Liu, koncernchef for Nordic Aviation Capital, i meddelelsen.
Det har særligt været coronakrisen, der har gjort tiden – og tallene – udfordrende for det den danske flygigant.
Det fremgår blandt andet af virksomhedens seneste regnskab, som ifølge erhvervsmediet Finans viser, at selskabet måtte bide et underskud på godt 15,5 milliarder kroner i sig.
Men med godkendelsen af redningsplanen og som en del af rekonstruktionen vil flygiganten nu få fjernet knap 28 milliarder danske kroner af sin gæld og modtage 3,5 milliarder kroner i ny kapital.
»På vegne af hele NAC-bestyrelsen vil jeg udtrykke vores taknemmelighed til alle vores interessenter for deres fortsatte forretning og støtte. Uden det ville vi ikke have været i stand til at bekræfte vores plan kun fire måneder efter, at vi oprindelig indgav den,« fortæller Justin Bickle, som er næstformand for NAC, i en pressemeddelelse.
Nordic Aviation Capitial blev stiftet af Martin Møller i 1990, som efterfølgende trak sig fra virksomheden i 2021.
Flygiganten råder i dag over 475 fly og har hovedkvarter i Irland.