Mikhail Fridman. Han er en af Putins nærmeste finansmænd, en af verdens rigeste - og så er han russer.

De faktorer er til stor frustration for det danske it-selskab EET, som Fridman ejer omkring 30 procent af.

Det skriver Finans.

I 2021 var den russiske oligark Mikhail Fridman verdens 128. rigeste mand med en formue vurderet til 100 milliarder kroner.

B.T. har tidligere skrevet om, hvordan rigmandens formue nu er i frit fald, fordi han er blandt de russiske forretningsfolk, som EU har underlagt sanktioner.

Og efter Fridman er blevet underlagt disse sanktioner som konsekvens af sin relation til Vladimir Putin, ønsker EET ikke længere, at rigmanden skal eje de omkring 30 procent af virksomheden.

Den udmeldning kom for mere end to uger siden, hvor direkten fortalte til Finans, at russeren omgående skulle fjernes fra ejerkredsen.

Men det er ikke bare lige til.

I hvert fald trækker processen ud. Det fortæller selskabets adminsterende direktør, Søren Drewsen, til Finans:

»Alt er klart, men processen trækker ud, fordi det er ukendt land for de relevante myndigheder. Det er frustrerende, og vi er utålmodige, men det er jo kun i vores interesse, at det foregår korrekt,« siger han til mediet.

Den 57-årige Mikhail Fridman har skabt sin formue på olie, i telebranchen og på at skabe banken Alfa Bank, som er den største ikke-statskontrollerede bank i Rusland.