Nogle arbejdspladser fejrer mærkedage med kanelstang på mødebordet. Andre inviterer samtlige medarbejdere på ferie.

110 ansatte hos et inginiørfirma hører til den sidste, heldige gruppe.

De kan se frem til en tre-dages ferie for at fejre, at deres arbejdsplads, Process Engineering, har 20-års jubilæum. Det skriver Fredericia Dagblad.

'Det har været en spændende rejse, som slet ikke er slut,' fortæller direktør og indehaver i Process Engineering, Poul B. Jakobsen, i en pressemeddelelse om firmaets 20 år i ingeniørbranchen.

Og rejsen er rigtig nok slet ikke slut.

Den går nemlig til Hamborg for firmaets 110 ansatte, der kan se frem til en tredages ferie med deres kolleger.

Det er en stolt direktør, der i pressemeddelelsen fortæller, hvordan firmaet har opnået sin store succes, siden de som kun to mand startede det op i 1999:

'Der er sket mange ting gennem de sidste 20 år; vi er blevet flere ansatte, vores projekter har fået større omfang, og vi har fem landsdækkende kontorer.'

Det fortæller direktør og indehaver i Process Engineering, Poul B. Jakobsen, i pressemeddelelsen og fortsætter:

'Ser vi bare på de sidste fem år, er vi vækstet meget og er alene gået fra 52 til 110 medarbejdere.'

Ved næste runde jubilæum skal firmaet måske til at invitere væsentligt flere medarbejdere på ferie.

Målet er at blive 200 ansatte i Danmark og 100 i udlandet inden 2023.