'Penge må aldrig være målet. Kun midlet.'

Det var stifteren af Interdan Holding, K.W. Bruuns, leveregel, og nu har de ord fået en helt ny betydning for firmaets ansatte.

Interdan Holding har nemlig valgt at give alle de mere end 300 fastansatte en særdeles glædelig overraskelse her op til jul: En kontant bonus på 65.000 kroner i anledningen af firmaets 65 års jubilæum.

'Jeg kan bekræfte at det er korrekt, at Interdan har besluttet at give et gratiale på 65.000 kroner til samtlige fastansatte i anledning af jubilæumsåret og den positive udvikling,' skriver Interdan Holdings direktør Maria Bruun til BT i en mail.

Hun fortæller videre, at medarbejdernes reaktion var 'yderst positiv', da ledelsen på et møde i fredags løftede sløret for den dejlige medarbejderbonus. I en skriftlig meddelelse til medarbejderne forklarer Interdan Holdings ledelse, deres bevæggrunde for at udbetale den klækkelige bonus.

'Dygtige og dedikerede medarbejdere har medvirket til, at vi har haft nogle gode, sunde år. Vi håber, at der kommer mange flere,' står der meddelelsen.

'Du er en af disse medarbejdere. Derfor vil vi gerne sige dig en stor tak med et gratiale på 65.000 kr. i anledning af jubilæumsåret og den positive udvikling, vi har haft i koncernen,' fortsætter Interdan Holdings ledelse i meddelelsen, som BT har set.

Interdan Holding blev stiftet i 1930 og stifteren K.W Bruuns familie ejer stadig selskabet via en familiefond. Direktør Maria Bruun tilhører fjerde generation.

Selskabet beskæftiger sig primært med at importere og distribuere biler og reservedele til biler, herunder kendte og populære mærker som Peugeot, Citröen og Mitsubishi. Derudover er Interdan Holding begyndt at investere i ejendomme - både i Danmark og udlandet. I dag er det en milliardforretning, og sidste år fik Interdan Holding et overskud på imponerende 206 millioner kroner efter skat.

I årsrapporten oplyser selskabet, at de havde 324 medarbejdere i 2016. Hvis tallet er det samme i dag, har Interdan Holding brugt 21 millioner kroner på at gøre sine ansatte glade - eller lidt under 10 procent af overskuddet.