Danske Morten Hummelmose er ikke en mand, man lige umiddelbart kan se for sig, når man hører hans navn.

Dog er finansmanden på meget kort tid kommet til enormt mange penge. Siden september sidste år har han tjent cirka 12 millioner kroner om dagen.

Det skriver Børsen.

Hvordan sket det lige, tænker du måske. Nu skal du høre.

Siden den svenske kapitalfond EQT, som Morten Hummelmose ejer 3,2 procent af i aktier, blev børsnoteret for et halvt år siden, er aktien steget med 130 procent.

Og derfor er der altså fart på de grønne tal hos Morten Hummelmose.

Det betyder også, at hans aktiepost i dag er - hold nu fast - 3,4 milliarder kroner værd.

Morten Hummelmose har været partner i kapitalfonden EQT siden 2006.

»Hvad, jeg synes, er værd at bemærke, er den historie og den fantastiske udvikling, som EQT har gennemlevet – navnligt igennem de seneste år. Det er resultatet af en succesfuld rejse, som jeg er virkelig stolt af at have været med til som aktionær,« siger han til Børsen.

Når han ikke taler med Børsen, så bruger han en del timer på kapitalfondenes kontor i New York, hvor han også er bosat.

EQT blev stiftet i 1994 og er i dag en af verdens største kapitalfonde.

De ejer blandt andet kæden Flying Tiger Copenhagen, Huscompagniet og flyselskabet Nordic Aviation Capital.