Nu er det muligt at få sig et abonnement hos Sunset Boulevard, så man kan få sine burgere og pomfritter til favorable priser.
En ekspert peger dog på, at der alligevel vil være en pris at betale, hvis man benytter sig af tilbuddet. Det skriver DR.
»Det er vellykket marketing, men dårligt for vores sundhed, og det bliver formentlig værst for de sårbare grupper,« siger Christina Gravert, der er adjunkt i økonomi med ekspertise i forbrugeradfærd på Københavns Universitet. Hun fortsætter:
»Og jeg er ikke i tvivl om, at Sunset nok skal minde folk om, at de taber penge, hvis de ikke kommer og køber. Det minder om den amerikanske 'Super Size Me'«
Med 'Supersize Me' refererer hun til den amerikanske dokumentar, som satte fokus på, hvordan fastfood-kæder i USA forsøger at lokke forbrugere til at købe mere med 'value-meals'.
Christina Gravert forklarer blandt andet, hvordan folk, der køber biler, ender med at bruge bilen mere end nødvendigt, fordi de har investeret så mange penge i den.
Det samme ville man kunne se, når folk har brugt penge på et abonnement hos Sunset Boulevard.
Hos fastfood-kæden mener de i modsætning til forbrugereksperten dog ikke, at der er et problem. De mener ikke, at der nødvendigvis bliver købt mere mad, men at deres kunder bare bliver mere loyale over for deres forretning.
I stedet for at lægge penge hos nogle af de store internationale kæder, forventer man eksempelvis, at forbrugerne vil handle mere hos det danske Sunset Boulevard.
»Vi tror ikke, at det her vil øge det samlede indtag af fastfood. Men vi tror, at det kan få vores gæster til at komme hos os i stedet for vores konkurrenter, lød fra deres direktør, Jens Broch, til B.T., da nyheden om abonnementet kom ud.
»Vi ser jo hele tiden på, hvordan vi kan udvikle vores forretning, og har set, at abonnementsmodeller generelt vokser både i Danmark og resten af verden. Vi tror, danskerne er klar til det her tiltag,« siger han videre om deres nye tiltag, der er det første af sin slags i landet.
