Hvad der i begyndelsen af året så ud til at blive det bedste år nogensinde, endte med en katastrofe for eventfirmaet FirstUnited.

Ifølge Finans.dk har coronakrisen nu kostet virksomheden livet.

FirstUnited har 30 år på bagen, men coronaen og den såkaldte seksdagesregel førte til tomme ordrebøger i et år, der ellers tegnede meget lyst de første måneder af 2020.

»Vi forventede den bedste omsætning siden 2005 efter de første måneder af 2020, men fra midten af marts kunne vi se, at vi ville havne på en omsætning på 0 kr. for resten af året, fordi alt blev aflyst,« siger direktør Flemming Abben Madsen, der ejede virksomheden i selskab med sin søster Annemarie Abben, til Finans.dk.

Men selvom virksomheden går ned, er der til gengæld ingen kunder, der kommer i klemme, siger kurator Nicolai Dyhr til mediet.

Han vil forsøge at sælge resterne af selskabet og ellers afvikle det på bedste vis.

FirstUnited arrangerede blandt andet erhvervskonferencer og belønningsrejser i Norden for brancher og virksomheder.

De stod også for logistikken ved større arrangementer som eksempelvis VM i landevejscykling i Bergen.

Direktør Flemming Abben Madsen vil ikke udelukke, at han kunne få lyst til at prøve kræfter med noget lignende i fremtiden, når markedet igen er til det.

Han understreger dog, at det lige nu har lange udsigter.