Der er brug for et koordineret europæisk svar på den seneste udmelding fra den amerikanske præsident, Donald Trump, mener Dansk Erhverv.
Trump vil lægge told på varer fra lande, der ikke bakker op om amerikanernes ønske om at erhverve sig Grønland.
En sådan handling kræver et passende modsvar, mener Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen.
- Trumps farce fortsætter. Den amerikanske præsident bruger atter told som trussel.
- Det er skadeligt for tilliden til verdenshandlen og skadeligt for amerikansk og europæisk økonomi, siger Mikkelsen i en kommentar til Trumps udmelding.
Han efterlyser også handling fra den amerikanske kongres og kalder det "uvirkeligt", at diskussionen om Grønlands fremtid er nået hertil.
- Det vigtigste er fortsat europæisk sammenhold, så det ikke lykkes Trump at spille de europæiske lande ud mod hinanden, siger direktøren.
Donald Trump har lørdag aften dansk tid skrevet på sit sociale medie, Truth Social, at han fra 1. februar vil lægge ekstratold på 10 procent på varer fra Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland.
Det skyldes, at disse lande de seneste dage har sendt soldater til Grønland, efter at Trump har gentaget sit ønske om at annektere landet.
Hvis ikke der er indgået en aftale, der gør Grønland til amerikansk territorium senest 1. juli, vil ekstratolden ifølge Trump blive hævet til 25 procent.
/ritzau/
