Dansk bøfkonge har tocifret millionunderskud


Selskabet bag den danske bøfkæde MASH, Copenhagen Concepts, havde sidste år et underskud på 14 millioner kroner.
Det skriver Finans.dk, der har kigget virksomhedens årsregnskab efter i sømmene.
'Samlet anses resultatet inklusive omkostninger og nedskrivninger i forbindelse med omdannelse af de udenlandske forretninger ikke for værende tilfredsstillende,' lyder det fra ledelsen i årsrapporten.
Det er ifølge mediet andet år i træk, at kæden afslutter regnskabsåret med et underskud på et tocifret millionbeløb.

Copenhagen Concepts forklarer selv i årsrapporten, at det særligt er selskabets udenlandske forretninger, der er skyld i det dårlige resultat.
Sidste forår lukkede firmaet sin forretning i London og begyndte at kigge på andre muligheder i udlandet.
'Ledelsen har igennem længere tid analyseret den udenlandske aktivitet, da hverken UK eller Tyskland helt har levet op til forventningerne,' står der i årsregnskabet.
Men som så mange andre virksomheder er også MASH blevet ramt af coronakrisen.
Bøfimperiet har dog klaret sig igennem uden likviditetsproblemer og regner – blandt andet takket være hjælpepakkerne – med at komme igennem resten af året med et finansielt råderum.
Copenhagen Concepts ejer restauranterne MASH og Bistro Sommelier. I alt er der syv restauranter og fem franchiseenheder.