Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt fusionen mellem Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank.
Det oplyser bankerne i hver deres meddelelse mandag middag.
Fusionen er fortsat betinget af Finanstilsynets godkendelse, ligesom aktionærerne også skal give deres besyv med.
For aktionærernes vedkommende sker det på ekstraordinære generalforsamlinger, som finder sted i løbet af denne uge.
Det er cirka en måned siden, at de tre banker meddelte, at der var blevet indgået en fusionsaftale.
De tre banker ønsker at fortsætte under navnet AL Sydbank, der skal have hovedsæde i Aabenraa.
Sammenlagt vil AL Sydbank have udlån for 137 milliarder kroner og indlån for 207 milliarder kroner og bliver dermed et af landets fem største pengeinstitutter.
Sydbank bliver den fortsættende bank. Det betyder, at Sydbanks administrerende direktør, Mark Luscombe, er tiltænkt at skulle fortsætte i den rolle.
På et pressemøde den 27. oktober lød det fra Luscombe, at den nye bank vil få en "væsentlig bedre dækning af hele Danmark".
- Den her bank skal drives som en effektiv bank, men vi skal fortsætte med at levere en nærværende rådgivning i øjenhøjde.
- Vi får muligheden for at løfte endnu mere over for virksomhederne og vores privatkunder, siger direktøren.
Derudover anbefales det, at Ellen Trane Nørby, som i dag er formand i Sydbank, fortsat skal besidde den post for det samlede foretagende.
På pressemødet kom det også frem, at fusionen kommer til at koste arbejdspladser.
Det er dog først noget, Luscombe kan sætte et præcist antal på, når man har fået samtlige myndighedsgodkendelser.
Foruden nedlæggelser af stillinger vil der også blive skåret i antallet af selvstændige filialer. Der er nemlig overlap i forskellige egne af landet, hvor det giver mening at slå afdelinger sammen.
I dag har de tre banker tilsammen omkring 140 af slagsen.
/ritzau/
