Amerikanske CNN får i mere end en forstand julelys i øjnene, når julemarkedet i Tivoli skal bedømmes.

Det fremgår af en gennemgang af verdens bedste julemarkeder, som tv-stationen netop har foretaget forud for den forestående højtid.

Her får forlystelseshaven i hjertet af København særdeles rosende omtale i sammenligning med den knap en snes andre julemarkeder, som CNN har besøgt.

»Den danske forlystelsespark, der siges at have inspireret til Disneyland, er et blændende sted at besøge når som helst på året. Men man skal anstrenge sig for at finde et sted, der er lige så fortryllende som Tivoli under julemarkedet,« jubler de amerikanske gæstebedømmere.

»Med over 1.000 smukt dekorerede juletræer, der pryder de smukke områder, og alt fra forlystelser til et traditionelt Pixie-band som underholdning, er det en vinteroplevelse som ingen anden,« lyder det i CNNs anmeldelse.

Den amerikanske tv-station har også besøgt lignende julemarkeder i hovedsagelig europæiske byer: Wien, Basel, Strasbourg, Bruxelles, Prag, Barcelona, Firenze, Zagreb, Tallinn, Stockholm, Helsinki, Budapest, Berlin og London. Samtidig er julemarkederne i Toronto og New York omtalt.

I omtalen af Tivolis julemarked fremhæver CNN også specifikt det årlige luciaoptog 13. december som »et særligt højdepunkt« sammen med fyrværkeriet mellem 25. og 26. december samt nytårsaften.