Det danske aktieindeks C25 steg 2,4 procent tirsdag, kun en enkelt selskabsaktie faldt.

København. Der var fundet godt humør frem hos investorerne på det danske aktiemarked tirsdag.

Det sendte det danske toneangivende aktieindeks, C25, på en flyvetur.

Indekset steg 2,4 procent, hvilket er den største stigning på en dag, siden at det blev oprettet for knap to år siden.

Stigninger til selskaberne var mere reglen end undtagelsen, da kun et enkelt selskab kunne notere sig en lavere markedsværdi ved slutningen af handlen, end det havde ved startfløjt klokken ni tirsdag morgen.

Aktiemarkedet har den seneste tid været presset, og ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, er dagens stigning en modreaktion.

- De seneste to uger har vi set aktierne særligt herhjemme få læsterlige klø. Når aktierne er faldet nogle dage i træk, så kommer der altid en modreaktion, siger han.

Resten af verdens selskaber og aktier har også betydning for det danske marked, fortæller han.

- Modreaktionen herhjemme er også affødt af, at der er en større modreaktion i USA, som er opadgående, fordi vi har fået nogle gode regnskaber derovre, siger Jacob Pedersen.

Helt i toppen af C25 endte medicoselskabet Ambu. Aktien har været presset den seneste tid, hvor aktionærerne flere gange har straffet aktien med tocifret fald.

Tirsdag hentede Ambu-aktien lidt af det tabte og endte dagen med en stigning på over seks procent.

I bunden endte biotekselskabet Genmab. Ved middagstid havde aktien ellers været godt kørende.

Genmabs amerikanske partner Johnson & Johnson fremviste et regnskab, der er særligt interessant for Genmab, da selskabets kræftmiddel Darzalex sælges af Johnson & Johnson.

Men salgstallene for Darzalex var skuffende.

Genmab har stået for udviklingen, mens den amerikanske partner står for salget af midlet, som altså lå under forventningerne. Genmab-aktien tabte over to procent.

Investorerne i Danske Bank viste også sin glæde. Banken, der kæmper med hvidvasksagen, har været presset det seneste års tid, og hvidvasksagen i bankens estiske filial har gjort rigtig ondt på aktien.

Tirsdag steg aktien omkring halvanden procent, og dermed koster en Danske Bank aktie 141,50 kroner.

Ved årsskiftet skulle man dog smide 242,70 kroner, hvis man ville have en aktie i Danske Bank.

/ritzau/