Det danske biotekselskab Genmab stiger mandag mere end 13 procent på børsen.

Det sker, efter at selskabet fredag præsenterede nye data fra et fase 3-forsøg, hvor man undersøgte effekten af kræftmidlet Rina-S.

Lægemiddelkandidaten skal bruges til behandling af platinresistent æggestokkræft.

Hvis sygdommen er platinresistent, betyder det, at æggestokkræften vender tilbage inden for seks måneder efter endt platinbaseret kemoterapi.

Det kan også betyde, at en patient ikke længere reagerer på behandlingen.

Selskabet skrev i en meddelelse fredag, at Rina-S både reducerer risikoen for forværring af sygdommen og for død sammenlignet med kemobehandlingen.

- Resultaterne bringer os tættere på vores ambition om at blive førende inden for behandlinger af gynækologisk kræft og afspejler vores engagement i at forbedre livet for patienter med et stort udækket behandlingsbehov, siger topchef i Genmab Jan van de Winkel.

- Vi ser frem til at drøfte resultaterne og de mulige næste skridt med lægemiddelmyndigheder verden over.

Blandt 584 patienter i studiet reducerede Rina-S risikoen for, at sygdommen forværredes, eller at patienten døde, med 71 procent sammenlignet med kemoterapi, fremgår det af de nye data.

Topchefen kalder resultaterne for en milepæl, der er med til at styrke selskabets tro på midlets potentiale.

Et fase 3-forsøg er typisk det sidste af en række forsøg med lægemidler, hvor man forsøger at fastslå dets effekt.

Det starter med et fase 1-studie, hvor man laver de indledende undersøgelser af, om et middel er sikkert, eller om det fører til bivirkninger.

Som regel er der tale om en lille testgruppe.

Såfremt man vælger at gå videre med fase 2-studiet, udvides testgruppen som regel, og til sidst kan et fase 3-studie være med til endeligt at bekræfte en behandlingseffekt i stor skala.

Efter vellykkede fase 3-studier kan man søge om at få godkendt et lægemiddel til salg.

Med mandagens kursstigning nærmer Genmab sig sin højeste aktiekurs nogensinde. Alene i år er aktien steget med knap 50 procent.

RITZAU