I videoen ovenfor kan du se en taxichauffør, der beretter om en af udfordringerne ved at køre rundt i landet.

1.450 taxier, der kører i 54 af landets 98 kommuner - og en samlet omsætning på 1,6 milliarder kroner.

Så stort er Danmarks største taxiselskab, der nu er på vej på andre hænder.

94 procent af de fremmødte aktionærer i selskabet har nemlig på en generalforsamling anbefalet at sætte det helt store 'til salg'-skilt op foran hovedsædet i Virum nord for København.

»Når vi vælger at sætte til salg nu, er det fordi, vi anser tidspunktet for at være det mest optimale. Både set i relation til vores nuværende ejere, vognmændene, men også overfor en mulig køber. For den rigtige køber er der et uopdyrket potentiale i virksomheden og i markedet generelt, der kan udnyttes,« oplyser Carsten Aastrup, der er administerende direktør for Dantaxi 4x48, i en pressemeddelelse.

Carsten Aastrup forsikrer over for Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans, at salget ikke vil betyde, at prisen på en taxitur vil ryge i vejret.

»Det ligger slet ikke i kortene. Faktisk tror jeg, at kunderne udelukkende kommer til at mærke endnu bedre service i form af værdiskabende kundekoncepter og bedre tilgængelighed. Vores vognmænd og chauffører fortsætter med at udbyde taxikørsel og køre kunderne som hidtil, selvom ejerkredsen potentielt ændres,« siger han.

Det handler i stedet om at styrke selskabet, så det fremover kan vokse sig endnu større. Dantaxi 4x48 blev i sin nuværende form etableret i januar sidste år, da Dantaxi og det nordsjællandske taxiselskab 4x48 fusionerede.