Hjælp til udsatte borgere, børns fritidsaktiviteter, idræt, kultur og julemarkeder med mere kan ikke køre rundt uden frivillige hænder.

Og hænderne – de bliver færre og færre.

Manglen på arbejdskraft viser sig nemlig også hos de frivillige organisationer.

»Vi oplever færre, der søger frivilligt arbejde, og det er en større bekymring. Vi hører blandt andet om retshjælp, der ikke kan fylde bemandingen, fordi unge ikke har råd til et frivilligt arbejde ved siden af det lønnede.«

»Og i de seneste måneder har vi fået henvendelser fra foreninger, der spørger, om de har sat noget op forkert, fordi de ikke får de ansøgninger, de plejer,« siger projektleder i Frivilligjob.dk, Mathilde Schaumburg-Müller.

Mathilde Schaumburg-Müller fortæller, at årsagen bag de færre frivillige især skal findes i både pandemien, krigen i Ukraine og energikrisen.

Og hvis mønstret med de færre frivillige fortsætter, vil det få konsekvenser for mange danskeres dagligdag.

»Manglen på frivillige rammer på tværs af sociale tilbud, idræt og kultur. Civilsamfundet er med til at løse vigtige opgaver i samfundet og uden dem, er der flere ting, der bare ikke sker – eller må gå i hi indtil nogen tager teten,« siger hun.

Mathilde Schaumburg-Müller peger dog på flere mulige løsninger på det stigende problem.

»En økonomisk understøttelse af frivillige foreningers aktiviteter til for eksempel drift eller digitalisering, ville være et godt sted at starte – men også fleksible arbejdsgivere, der lader deres medarbejdere hjælpe til i frivillige foreninger,« fortæller hun.

Frivilligjob.dk er Danmarks største jobportal for frivilligt arbejde. I 2019 modtog portalen 16.984 ansøgninger, hvorimod tallet for 2021 lød på 12.509 ansøgninger, oplyser de.