Frysediskene i Coops 1.200 butikker giver stadig mindelser om østeuropæiske supermarkeder i 1980’erne.

I over tre uger har Brugsen, LokalBrugsen, Dagli’ Brugsen, SuperBrugsen, Fakta, Irma og Kvickly haft problemer med koncernens nye leverandør af frostvarer, hvilket har givet halvtomme frysemontrer.

Den 'gode' nyhed er nu, at det går bedre, men at der stadig er problemer. Det skriver Jyllands-Postens erhversvmedie Finans.

»Vi har et efterslæb, og der arbejdes i døgndrift på at få så store mængder ud som muligt,« siger Coops kommunikationschef, Jens Juul Nielsen, til mediet.

Problemerne skyldes, at frysevirksomheden Coldstar ikke har været i stand til at få varer nok ud til butikkerne. Coop har ikke lagt skjul på, at man taber millioner af kroner i omsætning for hver uge, der går med mangelfulde leveringer.

Det har ifølge Jens Juul Nielsen hjulpet, at Coop har sendt sine egne folk til Coldstars lager i Vejle, men det er stadig uvist, hvornår problemet er løst.

Coop har indtil videre ikke planer om at føre en erstatningssag mod Coldstar, der har ansvaret for leveringsproblemerne.

Detailhandelseksperten Bruno Christensen har tidligere påpeget over for BT, at sagen kan få alvorlige konsekevenser for Coop.

»Hvis kunderne ikke kan få de varer, de kommer efter, søger de selvfølgelig andre steder hen, og så kommer Coops butikker til at gå glip af handel og omsætning. Derudover vil det jo irritere mange af kunderne enormt meget,« siger Bruno Christensen.