De sidder måske nok på enorme pengetanke, men det er ikke ensbetydende med, at købelysten er specielt stor. Tværtimod.

For en række af Danmarks rigeste familier har nemlig smækket kassen i på grund af corona-krisen.

Det er meldingen over for Børsen, der beretter, hvordan flere af landets rigeste familier, der forvalter deres formuer i egne selskaber, stort set ikke investerer eller opkøber noget i øjeblikket.

Eksempelvis lyder det fra Kirk Kapital, der er ejet af de tre brødre fra Lego-dynastiet Casper, Morten og Anders Kirk Johansen, at ‘der er virksomheder, der er tæt på umulige at prisfastsætte i øjeblikket.’

»Vi er meget påpasselige med, hvad vi foretager os i øjeblikket. Vi vil gerne vide, hvad vi køber, og det er svært at få få fuld gennemsigtighed i den periode, vi er i nu,« siger Kim Gulstad, der er administrerende direktør i Kirk Kapital, til avisen.

Anders Holch Povlsens Heartland, der ejer Bestseller, har ikke fokus på nye investeringer, lyder det, mens meldingen er stort set enslydende fra tøjmilliardær Niels Martinsen.

Han ejer IC Group med brandsene ‘Tiger of Sweden’ og ‘Malene Birger’ og fortæller til Børsen, at han ‘holder krudtet tørt.’