Mens man i mange andre lande kæmper med de store udfordringer, som et stigende antal ældre udgør for økonomien, står det bedre til herhjemme.
I Danmark er pensionssystemet nemlig indrettet så godt, at konsulentvirksomheden Mercer har rangeret det blandt verdens bedste.
Det skriver Børsen på baggrund af Mercers nyeste vurdering af verdens pensionssystemer.
Her ligger Danmark ligesom sidste år nummer 3 i verden med en score, der er lidt højere end sidste år.
En af forklaringerne er den tredeling af pensionen, som private opsparinger, arbejdsmarkedspensioner og folkepension plus ATP udgør, og som er ret unik.
Det siger Jannik Andersen, der er kundedirektør i Mercers danske pensionsmæglerforretning.
- Andre lande har typisk en privat og en offentlig opsparing, men hos os er det delt mere ud, så det ikke er den private opsparing, der skal bære det hele. De supplerer hinanden, siger han til Børsen.
Og selv om der herhjemme har været debat om den stigende pensionsalder, så er den også med til at placere Danmark i førerfeltet, fordi den er med til at sikre langtidsholdbarheden af modellen.
Listen over de bedste pensionssystemer i verden toppes af Island og Holland. De har ligesom Singapore, Israel og Danmark opnået den højeste karakter, der er uddelt i målingen.
/ritzau/