Der er igen kinesisk opmærksomhed rettet mod Danish Crowns slagteri i Horsens, og eksporten til Kina fra koncernens største slagteri er for nuværende suspenderet.
Det skriver AgriWatch
Både Fødevarestyrelsen og Danish Crown bekræfter suspenderingen.
»Fødevarestyrelsen kan bekræfte, at der for nuværende er lukket ned for eksport til Kina fra Danish Crown i Horsens,« skriver styrelsen i et svar til AgriWatch.
Ifølge pressechefen hos Danish Crown, Jens Hansen, er der tale om en frivillig suspendering fra slagteriets side.
»Det er rigtigt, at vi i øjeblikket er afskåret fra at eksportere fra Horsens, men vi arbejdet benhårdt på at komme i gang igen så hurtigt som muligt,« siger Jens Hansen.
De kinesiske myndigheder har angiveligt have sat spørgsmålstegn ved håndteringen af to coronasmittetilfælde i Horsens tidligt i oktober, og på baggrund heraf er der lukket midlertidigt ned for eksporten.
»Det er tilfælde, som ligger et stykke tid tilbage, og der har været en længere dialog om eksporten i den forbindelse. Derfor valgte vi efter dialog med myndigheder at suspendere eksporten, indtil vi har afklaret de ting, som der er sat spørgsmålstegn ved,« siger Jens Hansen.
Danish Crowns slagteri i Horsens er landets største med cirka 1.300 ansatte. Slagteriet slagter omkring 100.000 svin per uge.