Danfoss bruger den nyligt vedtagne ordning om lønkompensation til at sende 460 ansatte hjem midlertidigt.

Den danske virksomhed Danfoss, der især er kendt for termostater til radiatorer, sender 460 ansatte i Danmark hjem midlertidigt.

Det oplyser Danfoss i en pressemeddelelse. Hjemsendelsen svarer til i underkanten af hver tiende ansatte i Danmark, hvor Danfoss beskæftiger 5300.

Danfoss mærker coronavirusset ved, at der er mere ustabilitet i leverancer, og det er sværere at sende varer på tværs af landegrænser.

Samtidig forventer Danfoss, at der vil komme færre ordrer i april og maj.

- Selv om vi grundlæggende står stærkt, er hele situationen omkring Covid-19 meget uforudsigelig.

- Vi bliver ved med at holde gang i produktionen og servicere vores kunder på bedst mulig vis. Situationen er meget forskellig fra region til region og på tværs af vores forretning, siger administrerende direktør Kim Fausing.

- Kina er ved at komme tilbage, men vi ser nu et fald i omsætningen i Europa og USA. Derfor forventer vi, at vores aktivitetsniveau vil falde betydeligt i april og maj, og derfor tilpasser vi os til situationen, siger han i pressemeddelelsen.

De 460 ansatte hos Danfoss er sendt hjem til og med 9. juni. Danfoss vil helt konkret gøre brug af den ordning om lønkompensation, som Folketinget har vedtaget som en hjælpepakke til erhvervslivet.

Den gælder for virksomheder, som er hårdt ramt af situationen omkring coronavirus og står over for at skulle fyre 30 procent af staben eller mere end 50 ansatte.

For fastansatte er det 75 procent op til 23.000 kroner om måneden. For timelønnede er det 90 procent op til 26.000 kroner om måneden.

Hvis de ansatte tjener mere, skal virksomhederne dække resten, og de forpligter sig samtidig til ikke at dele fyresedler ud.

De ansatte bidrager til ordningen ved at afholde fem feriedage i den periode, hvor de går hjemme.

/ritzau/