Danfoss' kølesystemer er involveret i cyberangreb i en række europæiske supermarkeder.

Det bekræfter den danske industrikoncern over for Børsen.

For tre uger siden blev hundredvis af supermarkeder i Frankrig udsat for lignende angreb, hvor køle- og fryseanlæg blev varmet op til 50 grader.

Dengang var flere af anlæggene også leveret af Danfoss, og der er ifølge koncernen tale om samme modeller.

En talsperson fra Danfoss har ifølge BBC fortalt til den hollandske radiokanal NOS, at køle- og fryseanlæggene i mindst 17 hollandske virksomheder blev angrebet natten til mandag.

Ifølge NOS er det både kølesystemer fra Danfoss og konkurrenten Copeland, som er blevet angrebet. Det er uklart, hvor stor en andel af de ramte kølesystemer som er leveret af den danske koncern.

Mandagens angreb har desuden ramt butikker i Sverige, Irland, Belgien, Estland og Luxembourg.

RITZAU