Restaurantkæden Dalle Valle har fået et gedigent rap over nallerne med en kødhammer for at opbevare fersk kød alt, alt for varmt.
For i stedet for at være opbevaret køligt ved de to grader, som forskrifterne tilsiger, fandt Fødevarekontrollen 1. august hakkebøffer i et rum med en lufttemperatur på hele 22,5 grader i en af kædens 16 restauranter.
Det har udløst en sur smiley samt en bøde på 15.000 kroner, fremgår det af rapporten fra kontrollen i Amager Centret.
Dalle Valle-restauranten fik dog også en anden bøde på 15.000 kroner. Årsagen til denne sanktion vender vi tilbage til.
Af kontrolrapporten fremgår det, at hakkebøfferne med kalibreret indstikstermometer blev målt til 10,8 grader.
Og selvom det er et klart brud på reglerne, så giver Fødevarekontrollanten i rapporten udtryk for, at de ansatte i restauranten ikke virkede til at opfatte alvoren af, at det ferske kød blev fundet med alt for høj temperatur.
‘Da FVST (Fødevarestyrelsen,red.). ankommer, er der på bagerste lager flere bure med kølepligtige fødevarer, og medarbejderne er i fuld gang med andre opgaver!’
‘Det var først da chefen kom, at der blev sat fokus på at få varerne på plads. Virksomheden havde følgende bemærkninger: De burde vide det.’
Fødevarekontrollen var heller ikke imponeret over rengøringen, og det resulterede derfor også i en bøde.
‘Der var ved tilsynets start beskidt vand og ældre skidt på køkkengulv, samt i aflukket rum hvor der udarbejdes ventilationsarbejde.’
‘Ydermere er der bag ved kølerum en nedfaldsstamme, hvor der er tydelige lapninger og brune striber (...) Der er tydeligvis ikke rengjort i længere tid.’
Virksomheden havde kun én kommentar til kontrollantens fund:
‘Vi får nyt rengøringsfirma i dag,’ lød det ifølge rapporten.’
B.T. har kontaktet manageren hos Dalle Valle i Amager Centret. Hun ønsker ikke at lade sig interviewe.
I stedet henviser hun til Stine Pedersen, der er HR- & kommunikationschef hos Dalle Valle.
Det er dog ikke lykkedes at få kontakt til hende.