Ferske kødvarer skal opbevares ved maksimalt fem graders varme. Det krav formåede Dalle Valle i Field's dog langt fra at leve op til, da Fødevarestyrelsen kom på besøg i slutningen af august.

Det betyder, at restauranten har fået et økonomisk rap over nallerne. Det fremgår af den seneste kontrolrapport.

Ved kontrolbesøget fandt man en omgang ferske kyllingelår, der blev målt til en temperatur på 17 graders varme med et indstikstermometer. Selve køleboksen, hvor kyllingelårene samt 3 kg tzatziki og en liter mælk blev opbevaret, blev målt til 11,6 grader.

Fra Dalle Valles side lød det til Fødevarestyrelsens kontrolhold, at:

'Kylling havde været uden for køl, da den skulle tilberedes og var sat tilbage, da kontrollen startede.'

Derudover lyder det også i smiley-rapporten, at:

'Kølerum var helt fyldt med fødevarer både fersk kød, tilberedte, opvarmede og nedkølede fødevarer, samt mejeriprodukter.'

Virksomheden konstaterede på stedet, at man ville kontakte en montør med det samme.

De lunkne madvarer udløste en sanktion på 10.000 kroner til Dalle Valle i Field's og en sur smiley.

B.T. har været i kontakt med Niels Rønnebech, der er bestyrelsesformand i selskabet bag Dalle Valle. Han forklarer årsagen til de høje temperaturer med, at restauranten i Fields var underbemandet.

»Varerne er ankommet tidligt om morgenen på en dag, hvor det har været 30 grader uden for. Så er det en køkkenansvarlig, der ikke har sørget for at have folk nok klar til at sætte varerne på køl med det samme. Der er tale om en menneskelig fejl, men det er simpelthen så dum en fejl,« udtaler bestyrelsesformanden.

I forhold til hvad kunderne vil tænke om den sure smiley i restauranten, er Niels Rønnebech dog helt rolig.

»Da vi opdagede de høje temperaturer, blev det hele destrueret, og vi har nu ansat to inspektører, der skal rotere rundt mellem alle vores restauranter og foretage temperaturmålinger af såvel buffeten som af køle- og lagerrummene. For vi tager det her problem meget alvorligt,« fortæller han.

Det er dog ikke første gang denne sommer, at restaurantkæden har haft problemer med at holde sin mad ordentligt kølet ned.

Dalle Valle i Amagercentret fik 1. august en bøde på 15.000 kroner for at opbevare hakket oksekød i et rum, hvor lufttemperaturen blev målt til 22,5 graders varme.

Af kontrolrapporten fremgår det, at hakkebøfferne med kalibreret indstikstermometer blev målt til 10,8 grader