Dagli'Brugsen vil for første gang holde en butik åben for kunder, uden at der er personale på arbejde.
Det er Dagli'Brugsen i Sengeløse i Nordøstsjælland, hvor man vil teste konceptet.
Butikken er normalt bemandet og åben klokken 07-21. Fremover vil der være åbent uden personale klokken 05-07 og igen fra 21 til 22. Det oplyser Coop, der ejer Dagli'Brugsen, i en pressemeddelelse.
Man vil i ydertimerne kunne købe alle de normale varer med undtagelse af spiritus, cigaretter og håndkøbsmedicin og andre varer, som normalt kræver betjening.
For at kunne komme ind i butikken skal man være medlem af Coop og scanne en QR-kode ved indgangen, der vil tænde lyset i butikken og åbne døren.
På indkøbsturen vil man skulle scanne varerne med sin telefon og efterfølgende betale med Coops app.
Butikken er videoovervåget, og der kan være stikprøvekontroller indimellem.
På sigt er det planen at holde butikken åben for medlemmerne i de timer, hvor butikken normalt er lukket – altså primært i aften- og nattetimerne.
Det er også planen, at det på længere sigt skal udbredes til mange flere af Dagli'Brugsens butikker rundt om i landet.
Kædedirektør for Dagli'Brugsen Maria Beck-Tange ser særligt muligheder i yderområder.
»Med denne model kan medlemmerne lige smutte forbi butikken og hente mælk, pålæg og andre fornødenheder, som de står og mangler efter lukketid eller tidligt om morgenen, før vi normalt ville åbne.«
»Det store perspektiv i løsningen er dog, at det kan give butikker ekstra omsætning uden ekstra omkostninger.«
»Det kan være med til at sikre overlevelse for mange butikker, som er en livsnerve i mange lokalsamfund,« siger Maria Beck-Tange i pressemeddelelsen.
/ritzau/


