Det er femte gang på tre år, at underskudsramte Daells Bolighus får en økonomisk håndsrækning. I december fik boligkæden en tidlig julegave på 20 mio. kr. i kapital.

»Der er tilført Daells Bolighus 20 mio. kr. for at dække en del af underskuddet for 2018. Pengene skal ikke bruges på at lave nye butikker,« siger Arne Gerlyng-Hansen, administrerende direktør i Harald Nyborg, der driver Daells Bolighus, til Finans.dk.

Millionerne kommer fra milliardærerne - og far og søn - Kurt og Erling Daell, som også ejer Harald Nyborg og discount-byggemarkedskæden Jem & Fix.

Familien Daell grundlagde i sin tid boligkæden og holder i dag stadig hånden under arven.

For ifølge Finans har Daells Bolighus ikke haft overskud siden 2007, og boligkæden har tabt mere end 130 mio. kr. de seneste fem regnskabsår.

Tidligere har kapitalindsprøjtningerne i Daells Bolighus været øremærket nye investeringer og butiksnettet, men denne gang er det målrettet det årelange underskud.

I december 2017 skød rigmanden også 20 mio. kr. ind i bolighuset.

Kurt og Erling Daell ejer Harald Nyborg-koncernen, som ejer det underskudsramte Daells Bolighus, og har tilsammen en formue på intet mindre end tre mia kr., hvilket gør dem til Danmarks 37.-rigeste ifølge Berlingske Business' liste over Danmarks rigeste for 2017.

Daell-familien solgte i 1992 Daells Varehus, som syv år senere gik konkurs. Siden har Kurt Daell bygget sin formue på Harald Nyborg, Jem & Fix og Daells Bolighus.