På grund af coronavirus er Tivoli tilbageholdende med at melde ud om sine forventninger for 2020.

Tivoli ser coronavirusset påvirke antallet af turister i Danmark væsentligt, men vil endnu ikke spå om de økonomiske konsekvenser.

Det fremgår af Tivolis årsregnskab for 2019.

Tivoli vil først opdatere sine forventninger, når det er muligt at estimere de økonomiske konsekvenser af coronakrisen.

Inde hos Tivoli er de nervøse for, hvordan coronavirusset og regeringens tiltag vil påvirke forretningen. Tivoli skal efter planen åbne dørene for gæster 2. april til påske i Tivoli.

- Vi er ikke alene nervøse for åbningen, men vi er også nervøse, når alle er nervøse og usikre. Det smitter også af på en virksomhed som Tivoli, siger administrerende direktør Lars Liebst.

- Vi forsøger at have en åben og ærlig dialog med vores medarbejdere.

Han fortæller, at de holder møde hver dag, og at der er nedsat en særlig corona-gruppe. Tivoli har eksempelvis måtte aflyse forestillinger af den stort anlagte Mamma Mia-musical.

- Vi har sendt rigtig mange medarbejdere hjem. Vi har bedt de medarbejdere, der kan, arbejde hjemmefra. Alle vores håndværkergrupper, der går udenfor, de er der. Men også dem har vi tanker om, hvornår vi skal gøre noget andet, siger direktøren.

Regnskabet er samtidig det sidste, som administrerende direktør, Lars Liebst, afleverer. Han har været direktør i Tivoli siden 1996.

- Jeg føler, at jeg afleverer Tivoli i en rigtig fin forfatning. Jeg føler, at vi er klar til at stå imod det, der kommer til at ske, samt hvad der allerede er ved at ske, siger han.

Den nye administrerende direktør er Susanne Mørch. Hun kommer fra en stilling som direktør i Danske Spil, og hun tiltræder senest 1. september.

Tivoli landede et overskud, der var det højeste i nogensinde. Overskuddet endte på 209,1 millioner kroner.

Overdragelsen af driften af Tivolicasino til Danske Spil, var stærkt medvirkende hertil. Hvis man korrigerer for det, endte overskuddet på niveau med 2018, hvor det landede på 120,6 millioner kroner.

I 2019 havde Tivoli knap 4,6 millioner besøgende, hvilket var cirka 200.000 færre gæster end i 2018. Det skyldes færre åbningsdage og et efterår og forår med meget regn.

/ritzau/