De seneste år er det kun gået én vej for den danske skofabrikant Ecco:

Og det er samme vej, som fødderne i deres fodformende og velsiddende fodtøj, nemlig fremad.

Den familieejede virksomhed har netop afleveret det bedste resultat nogensinde med en omsætning på 10,2 milliarder kroner i 2019.

Selskabet kom ud af 2019 med et overskud på 1,5 milliarder kroner.

Sådan bliver det ikke i år, det står fast allerede nu.

Som alle andre virksomheder er nemlig også Ecco hårdt ramt af coronakrisen.

Derfor frygter ejerne nu, at krisen sluger en stor del af millardoverskuddet i virksomheden.

Salget styrtdykker, og der mangler likviditet, skriver Finans.dk.

Alligevel har ejerne og ledelsen et håb om, at året ender uden et underskud, og virksomheden kom da også ud af 1. kvartal med et overskud.

Direktør Steen Borgholm siger til Finans.dk, at målet for Ecco stadig er at få sorte tal på bundlinjen i år.

»Det hele er usikkert lige nu. Men det afgørende er, at vi ikke foretager os noget, som gør permanent skade på evnen til at udvikle selskabet på den anden side.«

Ecco er bedre stillet end så mange andre store virksomheder, fordi koncernen har sine egne fabrikker, et stort overskud og ingen gæld.«