372.000 har fået nyt job i første halvdel af 2020. Det er ikke set lavere i årevis. Coronakrisen er årsagen.

Der har været et stort fald i antallet af jobskift under coronakrisen, hvor virksomheder har holdt igen med at slå stillinger op, og ansatte har været mere tilbageholdende med at søge nye job.

I første halvår har 372.000 danskere fået nyt job. Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som pensionsselskabet PFA har trukket.

Det er det laveste antal siden 2013, men hvis man tager højde for, at arbejdsstyrken er steget gennem de seneste år, er antallet af jobskift på det laveste siden 2010.

- Forklaringen på det lave antal jobskift er coronakrisen fra foråret, som stadig foregår, siger Carsten Holdum, der er forbrugerøkonom i PFA.

- Under en krise stopper virksomhederne op og er mere forsigtige og hyrer ikke så mange medarbejdere.

- Samtidig sker der det, at ansatte gør mere ud af at holde fast og gøre det godt i deres nuværende job for ikke at risikere at blive arbejdsløse, siger han.

Generelt set er Danmark dog et af de lande, hvor der oftest skiftes job. Danmark ligger i toppen blandt EU-landene, og over de seneste år er udviklingen gået mod hyppigere jobskift.

Carsten Holdum forventer også, at nedgangen i jobskift er midlertidig.

- Vi bliver dygtigere og mere veluddannede, og derfor giver det for mange mening at skifte og få forskellige erfaringer i løbet af deres arbejdsliv, siger han.

Tallene for jobskift løber til og med udgangen af juni. Siden da har der været bedring i tallene for beskæftigelsen i Danmark, og det kan også afspejle sig i flere jobskift.

- Der er tegn på bedring, men det vil nok stadig være sådan, at så længe der er en krisesituation af en art, så vil folk blive længere i deres job, end de ellers ville have gjort, siger Carsten Holdum.

/ritzau/