Hvad skal man tage sig til, når man er hjemsendt fra jobbet på grund af corona og ikke har udsigt til at komme tilbage til arbejdspladsen lige foreløbig?

Det spørgsmål var der sikkert mange danskere, som stillede sig selv, efter statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts i fjor for snurrende kameraer kom med chok-meddelelsen om, at hele Danmark skulle lukke ned.

En god del af svaret kan aflæses direkte i malingkoncernen Flüggers årsregnskab for perioden maj 2020 til 2021. Et regnskab der netop er blevet offentliggjort.

For danskerne har tydeligvis haft fuld sving i penslerne med projekter på hjemmefronten i perioden, som har kastet et historisk stærkt regnskab og rekordsalg for Flügger af sig med en omsætning, der nåede op på 2,2 milliarder kroner.

Driftsindtjeningen landede på 228 millioner kroner. En stigning på næsten 175 procent i forhold til året før.

I en pressemeddelelse siger koncernchef Sune Schnack i forbindelse med offentliggørelse af årsregnskabet:

»Vi har leveret solide resultater i alle årets fire kvartaler - godt hjulpet på vej af de mange renoverings- og maleprojekter, som vores kunder har igangsat under covid-19. Vi har desuden været begunstiget af, at både boligsalg og nybyggeri har ligget på et højt niveau.«

Flügger har i året også bidraget til det kraftige løft i omsætningen gennem opkøb i Polen.

Og der er flere opkøb på vej, lyder ambitionen fra ledelsen af koncernen, der stiler mod, at Flügger om to år runder 3,5 milliarder kroner i omsætning.