I foråret steg antallet af offentligt forsørgede med mere end under toppen af finanskrisen.

Fra første til andet kvartal i år steg antallet af offentligt forsørgede under pensionsalderen - fraregnet SU-modtagere - med 44.700 personer til 768.000.

Det er den største stigning, siden Danmark Statistik begyndte at føre statistik med området i 2007.

Da finanskrisen var på sit højeste i andet kvartal 2009, steg antallet af offentligt forsørgede til sammenligning med 30.850 personer.

Blandt andet på den baggrund kalder Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, de seneste tal fra Danmarks Statistik for "meget nedslående".

- Antallet af offentligt forsørgede er nu samlet set steget med 62.910 personer i første halvår.

- Vi har aldrig tidligere set en så massiv stigning i antallet af offentligt forsørgede på bare seks måneder, siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.

Den markante stigning i antallet af offentligt forsørgede hænger sammen med de store konsekvenser, som coronakrisen har haft for arbejdsmarkedet.

Stigningen skyldes først og fremmest, at antallet af nettoledige steg fra første til andet kvartal. Nettoledige omfatter de 16-64-årige jobparate modtagere af dagpenge, kontanthjælp og uddannelseshjælp omregnet til "fuldtidsledige".

I andet kvartal var der knap 49.000 flere nettoledige. Det var fordelt på 40.500 dagpengemodtagere og 8.500 kontanthjælpsmodtagere

Siden andet kvartal er der imidlertid sket en stor bedring på arbejdsmarkedet, hvor antallet af ledige er faldet.

Ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet er der i øjeblikket 156.000 ledige i alt. Til sammenligning var der ved udgangen af andet kvartal 180.000 ledige.

På grund af bedringen vurderer Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, at antallet af offentligt forsørgede vil være faldet fra andet til tredje kvartal.

- Det kommer dog til at tage tid, før niveauet af offentligt forsørgede er tilbage på de niveauer, vi så inden krisen, siger Niklas Praefke i en skriftlig kommentar.

Han afviser dog ikke, at der kan komme nye stigninger i antallet af offentligt forsørgede, hvis coronasmitten får bedre vilkår for at brede sig.

Også Tore Stramer fra Dansk Erhverv ser en risiko for, at antallet kan stige på grund af coronasituationen.

/ritzau/