Der var særdeles stille i Københavns Lufthavn i januar, hvor knap 175.000 passagerer gik igennem terminalerne.

Det svarer til, at lufthavnen har mistet cirka ni ud af ti passagerer i forhold til den samme måned sidste år.

Det er den mest stille start på et nyt kalenderår i flere årtier. Det oplyser Københavns Luthavn i en pressemeddelelse.

- Januar har på alle måder været en trist start på året i Københavns Lufthavn, og det ser om muligt endnu mere stille ud i februar, siger kommerciel direktør Peter Krogsgaard i meddelelsen.

Det skyldes, at der i februar er kommet nye rejserestriktioner med obligatorisk karantæne og krav om coronatest for alle, der rejser ind.

Generelt har corona været særdeles hård ved luftfartsbranchen. Den vurderes at have kostet op mod 10.000 job alene i dansk luftfart.

Ifølge Peter Krogsgaard er der brug for hjælp til at få genstartet branchen.

Han ser dog to lystglimt i mørket: De danske vaccinationsplaner og det coronapas, der blev annonceret i sidste uge.

Inden for en måned ventes et printet pas, der kan vise, om man er vaccineret mod covid-19, at være klar til erhvervsrejsende.

Om tre-fire måneder ventes et digitalt pas så at være klar. Hvordan det skal kunne bruges, er ikke besluttet endnu.

- Lige nu hverken kan eller tør danskerne rejse. Vi tror dog, at initiativet med det nye coronapas vil styrke både lysten og håbet.

- Så der er forhåbentlig lys forude for luftfarten, selv om det kan komme til at tage lang tid, siger den kommercielle direktør.

Han understreger, at det er afgørende, at det findes et format, der gør coronapasset gyldigt og gangbart internationalt.

Særligt udenrigsflyvninger, der udgør langt de fleste flyvninger fra Københavns Lufthavn, var hårdt ramt i januar.

Det betød, at det i årets første måned var Aalborg, som tiltrak flest flyvende fra Københavns Lufthavn.

/ritzau/