Den danske supermarkedskæmpe Coop forventer til næste år at kunne indlede byggeriet af en ny bydel i Albertslund Kommune.

Planen er, at den nye bydel - også kaldet Coop Byen - skal tilbyde boliger til op til 4500 indbyggere.

Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Bydelen kommer til at bestå af cirka 1600 lejligheder og 90 rækkehuse, der vil variere i kvadratmeterstørrelse.

Hensigten er at tiltrække beboere i alle aldersklasser og i alle faser af livet. Det fortæller Coops formand, Lasse Bolander.

- Coop Byen skal bygges op om de samme værdier, som Coop står for - herunder: fællesskab, bæredygtighed, mangfoldighed og sundhed.

- Der skal være plads til alle. Lige fra den unge, nystartede familie til det ældre ægtepar, der flytter fra villaen, siger Lasse Bolander.

Det er arkitektselskabet Henning Larsen, der står for tegningerne af den nye bydel, som vil være præget af grønne områder og åbne vandløb.

Det glæder Steen Christiansen, borgmester i Albertslund Kommune.

- Visionerne for Coop Byen er ambitiøse. De har klart potentialet til at realisere en ny og spændende bydel præget af grønne områder og åbne vandløb.

- Det passer godt ind i det Albertslund, vi kender, og det nye Albertslund som bliver resultatet af de øvrige igangværende byudviklingsprojekter.

- Summen af det hele tegner godt for fremtidens Albertslund, siger Steen Christiansen.

Før byggeriet er Coop allerede et meget kendt ansigt i Albertslund Kommune.

Supermarkedskæden, der blandt andet står bag Fakta og Kvickly, har således sit hovedkvarter placeret i Albertslund vest for København.

Planen er faktisk, at Coop Byen skal ligge rundt om hovedkvarteret.

Ifølge Coop forventes det samlede byggeri at være gennemført inden for ti år og koste over to milliarder kroner.

Byggeplanerne er fortsat under udarbejdelse. De forventes fremlagt over for bestyrelsen i Albertslund Kommune i februar til næste år.

/ritzau/