Dagligvarekoncernen Coop kommer til at have mere fokus på discount i fremtiden.

Coronakrisen har nemlig medført stigende økonomisk usikkerhed i Danmark såvel som i resten af verden, og det kommer til at få betydning for Coops forretninger.

Det siger bestyrelsesformand hos Coop, Lasse Bolander, i hvert fald i et interview med Finans.

»Det bedste sted at kigge hen lige nu, er finanskrisen for mere end 10 år siden. Vores lære fra den periode var, at forbrugerne valgte at købe billigere varianter og mere discount i takt med stigende økonomisk usikkerhed,« siger bestyrelsesformanden til mediet og fortsætter:

»Så et scenarie her er, at discountmarkedet og -produkter kan få en ny opblomstring. Der kommer fokus på pris igen. Hvis vi kommer i en situation med øget arbejdsløshed, og med en del af os, som er bange for at blive det, spares der blandt forbrugerne.«

Derfor ønsker Coop at skabe en stærkere discountkæde, end den de har i dag.

Coop Danmark driver kæderne Kvickly, Superbrugsen, Dagli'Brugsen, Irma og Fakta, og her er det altså ifølge Lasse Bolander den sidstnævnte - som har været udfordret i flere år - der skal oprustes.

I dagligvarekoncernens regnskab for 2019, som ledelsen kalder et 'tilfredsstillende år', var Fakta i plus. Kæden har dog gennem flere år været en udfordring for Coop og kostet dyre tab.

Coops bestyrelsesformand Lasse Bolander ønsker ikke at løfte sløret for, hvilke ændringer, er kommer til at ske i Fakta-kæden.
Coops bestyrelsesformand Lasse Bolander ønsker ikke at løfte sløret for, hvilke ændringer, er kommer til at ske i Fakta-kæden. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Det skyldes blandt andet, at Fakta de seneste år har konkurreret om kundernes gunst med fire andre discountkæder: Netto, Rema 1000, Lidl og Aldi.

Nu er dagligvarekæden dog i en 'stabiliseringsfase', og der er stort fokus på at styrke den med et nyt koncept og andre tiltag.

Præcis hvad det indebærer, ønsker Lasse Bolander dog ikke at løfte sløret for for nuværende.

Coop Danmark har tilsammen 1.085 butikker over hele Danmark - mere end 420 af disse er Fakta-butikker.