Du kender ham måske især fra DR-succesen 'Løvernes Hule'.

Men det går også godt for iværksætteren Jacob Risgaard, når han ikke er på skærmen.

I hvert fald har selskabet bag webshoppen Coolshop, som Jacob Risgaard er stifter og medejer af, lige leveret et historisk overskud. Det skriver RetailNews.

Entertainment Trading A/S – som selskabet hedder – kan fremvise en omsætning på godt halvanden milliard kroner. Overskuddet er 87 millioner kroner efter skat. Begge dele er ny rekord for Entertainment Trading A/S, som har ejerandele i mere end 17 forskellige selskaber, men især er kendt for at stå bag netop Coolshop.

Især i udlandet er Coolshop stormet frem, mens omsætningen faktisk er faldet lidt her i Danmark.

Selvom det går strygende for Coolshop, dæmper Jacob Risgaard forventningerne til fremtiden – af én bestemt årsag:

Inflationen.

For præcis som den øvrige detailhandel er Coolshop ramt af, at kunderne – både de danske og de udenlandske – har færre penge at rutte med på grund af de stigende energi- og fødevarepriser.

»Der er rigtig mange detailforretninger, der kommer til at skulle kæmpe deres livs kamp i den kommende periode. Men de, der overlever, vil stå stærkt,« siger Jacob Riisgaard til RetailNews.

I foråret 2021 købte Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, 25 procent af Entertainment Trading ApS.

Det kan du læse mere om HER.