Så lykkedes det. Efter syv års hårdt arbejde lander den danske iværksætter- og cocktailvirksomhed Nohrlund sit første overskud.

Og det er ikke småpenge, Nohrlund, som producerer færdigblandede cocktails på flaske og fustage, har fået på bundlinjen.

Overskuddet i regnskabsåret 2020 lyder på knap 31 millioner kroner efter skat, skriver Finans.dk.

Forfatteren på denne artikel var blandt de første, der skrev om de håbefulde bartendere og ‘cocktaildrenge’ Søren Aamand og Anders Houmann, der tilbage i 2014 fik ideen til at producere færdigblandede cocktails på flaske i et sommerhus på Fyn med navnet Nohrlund.

Cocktail fra Nohrlund.
Cocktail fra Nohrlund. Foto: PR-foto
Vis mere

Dengang stod de selv for at koge sirupper til deres cocktails, og det var en kæmpe opgave at servere cocktails for gæsterne til en filmpremiere.

Siden er det gået stærk.

I 2018 købte byggerigiganten Royal Unibrew aktiemajoriteten af Nohrlund, og man kan i dag købe Nohrlunds cocktails hos over 2.000 forhandlere, blandt andet i supermarkeder som for eksempel Føtex, Kvickly og Rema 1000.

»Til at starte med var vi de underlige drenge i hjørnet, som ingen rigtig ville lege med. Mange forhandlere sagde nej til at forhandle vores produkter i begyndelsen, men nu ringer flere af dem, der afviste os, selv for at få fat i vores produkter, eller fordi de selv vil producere færdigblandede cocktails,« siger Søren Aamand til Finans.dk.

Søren Aamand og Anders Houmann frygtede, at coronakrisen ville spænde ben for deres cocktaileventyr, da nattelivet lukkede ned.

Men de to iværksættere, der i dag er henholdsvis direktør og økonomichef i virksomheden, omstillede produktionsapparatet til produktion af håndsprit.

Og det har ifølge Søren Aamand sammen med god afsætning til hjemmefester under corona-nedlukningerne bidraget til det store overskud.

Nohrlund forventer et mindre, men positivt resultat i næste regnskabsår.