I oktober kom det frem, at en af Christian Stadils virksomheder måtte kaste håndklædet i ringen efter flere år med røde tal på bundlinjen.

Nu er det kommet frem, at virksomheden, TS Chartering, går konkurs med en gæld på godt 160 millioner kroner.

Det viser en rapport, som Finans har fået indsigt i.

Rapporten viser, at kurator Søren Aamann Jensen indtil videre har været ude af stand til at finde andre aktiver end et bankindestående på 7.872,86 kroner.

TS Chartering blev stiftet i 2012.

Siden da har virksomheden haft røde tal hvert eneste år. Ifølge Finans viste seneste regnskab fra 2017 et underskud på hele 41 millioner kroner.

Virksomheden er et datterselskab under Christian Stadils Thornico-konglomerat, som Hummel også ligger under.

Til Finans oplyser Thomas Mikkelsen, der er direktør for skibsaktiviterene i Thornico Projects, at TS Charterings stod for at leje fem skibe, der efterfølgende blev drevet af Thornico Projects.

Christian Stadils selskab TS Chatering, går konkurs med en gæld på godt 160 millioner kroner.
Christian Stadils selskab TS Chatering, går konkurs med en gæld på godt 160 millioner kroner. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Advokat Kamilla Krebs, som varetager kuratorarbejdet for Søren Aamann Jensen, oplyser, at virksomhedens gæld blandt andet består af ubetalte regninger for brændstof og skibsleje.

»Lige nu må jeg sige, at der ikke er nogen konkret udsigt til, at kreditorerne får deres penge tilbage,« siger hun til Finans.

Konkursbegæringen skete angiveligt i kølvandet på en anmodning om tvangsopløsning fra Erhvervsstyrelsen tilbage i august.

Virksomheden stoppede driften tidligere på året og har ikke haft en bestyrelse siden juni.