Netflixmedarbejdere skal være ekstra nervøse den kommende tid. 

Streaminggiganten står angiveligt over for en omfattende fyringsrunde, der kan ramme omkring fem procent af virksomhedens ansatte.

Det skriver Variety, på baggrund af en rapport baseret på anonyme kilder med kendskab til planerne.

Og allerede i næste uge kan de ansatte få besked om deres skæbne.

Netflix havde ved udgangen af 2025 omkring 16.000 fuldtidsansatte, hvoraf størstedelen arbejder på eller er tilknyttet selskabets hovedkvarter i byen Los Gatos i USA.

Hvis fem procent af dem skal skæres væk, svarer det til omkring 800 medarbejdere.

Det er endnu uvist, hvilke afdelinger der står for skud.

Netflix har indtil videre ikke ønsket at kommentere på sagen.

Og det er ikke første gang, at streaminggiganten svinger sparekniven.

Tilbage i 2022 måtte omkring 450 ansatte forlade virksomheden, efter Netflix havde mistet 200.000 abonnenter i årets første kvartal.

Det var første gang i mere end ti år, at streamingtjenesten oplevede et fald i antallet af abonnenter.

Siden har virksomheden gennemført flere mindre fyringsrunder.

Senest tidligere i år, hvor flere ansatte i Netflix' globale produktafdeling mistede deres job.

Den mulige fyringsrunde kommer kort før, at Netflix den 20. oktober skal fremlægge sit regnskab for tredje kvartal af 2026.