TV Syd's chefredaktør Claus Christensen er blevet kæreste med stationens direktør, Betina Bendix.

Forholdet betyder, at Claus Christensen fratræder sin stilling med udgangen af juni.

Det oplyser bestyrelsesformand for TV Syd A/S, Torben Seldrup, til B.T.

»Vi har ikke nogen nedskreven personalepolitik, der forbryder at have et forhold til en kollega, men hverken Claus, Betina eller jeg synes, det ville være en god idé, at Claus fortsatte på stationen,« siger Torben Seldrup til B.T.

Han fik en orientering i april, hvor Claus Christensen selv foreslog, at han fratræder, og i sidste uge er medarbejderne blevet orienteret om beslutningen.

Det er endnu uvist, hvem der skal være ny chefredaktør på TV 2-regionalstationen, der dækker Syd- og Sønderjylland. Betina Bendix har været direktør for TV Syd siden 2013.

Det har ikke været muligt for B.T at få en kommentar fra hverken Betina Bendix eller Claus Christensen.

Opdatering: Efter B.T. publicerede denne artikel er det lykkedes at få kontakt til Claus Christensen, der sætter ord på det nye forhold:

»Jamen, jeg kan ikke blive lykkeligere. Jeg er forelsket i den smukkeste kvinde i verden,« siger Claus Christensen.