58-årige Ulla Pors har været hos TV2 de seneste ti år. Nu bliver hun nyhedsdirektør, oplyser mediet.

TV2 News' chefredaktør, Ulla Pors, er ny nyhedsdirektør hos TV2. Det oplyser mediet i en pressemeddelelse.

Her afløser hun Mikkel Hertz, der fortsætter hos TV2 Nyhederne i en ny funktion. Den er dog ikke afklaret endnu.

58-årige Ulla Pors har været hos TV2 de seneste ti år, hvor hun har stået i spidsen for nyhedskanalen News og TV2s events.

Inden da har hun blandt andet været korrespondent for TV2 i USA og været kanalchef for DR1.

Nu får hun ansvaret for den samlede nyheds- og aktualitetsdækning på TV2, TV2 News, TV2 Play og online på tv2.dk.

Her bliver en af de store opgaver at sikre gennemslagskraften, når danskerne går fra flow-tv til streaming. Det fortæller Lotte Lindegaard, der er indholdsdirektør på TV2, i meddelelsen.

- Ulla er passioneret publicist, og hun tænker strategisk. Hun forstår som ingen andre, hvad TV2s rolle er på nyhedsområdet, og hun har en bred forståelse af udviklingen på de store public service-medier, siger hun.

Hun peger på, at Ulla Pors er en dygtig journalist, en afholdt leder og samtidig har empati og godt humør.

- Det gør Ulla til den helt rigtige nyhedsdirektør til at stå i spidsen for den kulturforandring, vi er i gang med på TV2, siger indholdsdirektøren.

Hovedpersonen selv, Ulla Pors, vil arbejde for, at TV2 Nyhederne og News fortsat skal være Danmarks største og mest troværdige nyhedsformidler.

- I denne corona-brydningstid er der brug for os som aldrig før, og der er brug for, at vi på TV2 Nyhederne kommer videre sammen og får endnu større betydning for danskerne, siger hun.

Hun vil have, at adgangen til de digitale nyhedstilbud på TV2 Play og tv2.dk bliver "indlysende og let".

- Med Danmarks eneste 24 timers-nyhedskanal har vi en særlig position på tv og streaming, og vi skal udnytte News' styrke endnu bedre på TV2 Play, lyder det fra den nye nyhedsdirektør.

/ritzau/