De to dominerende rejseselskaber Apollo og Tui er kommet i en omstridt charter-konflikt.

Det kommer efter, at Tui i Sverige har fået en landingstillade til den græske ø Rhodos, før svenskerne overhovedet må rejse til Grækenland.

Det er konkurrenten Apollo ikke tilfredse med og anklager nu Tui for at have løjet over for de græske lufthavnsmyndigheder. Det skriver Expressen.

Men det afviser Tui på stedet.

Svenskerne må først rejse til Grækenland fra den 15. juli, men i går landede Tui alligevel med et fly i lufthavnen på Rhodos.

Tui var som alle andre egentlig nægtet landingstilladelse på Rhodos, men fik til sidst lov at lande af de græske lufthavnsmyndigheder, fordi rejseselskabet sagde, at det kun var en forretningsrejse.

Men den køber Apollo ikke. De kontaktede derfor de græske myndigheder, der fortalte, at der ingen betalende turister var på Tuis fly til Rhodos.

»Vi fik at vide af de græske myndigheder, at det ikke var et kommercielt fly, og der tænkte vi, 'okay, det er et specielt greb, som Tui gør brug af',« siger Apollos Sverige-chef Erika Butterworth.

Tui afviser anklagerne fuldstændig og siger, at de har været transparente med passagerlisten fra start og lægger derefter ansvaret over på Grækenlands turistminister, Haris Theocharis, som har givet rejseselskabet lov til at flyve ind i landet.

Grækenlands turistminister, Haris Theocharis, bakker Tui op og siger, at der på flyet kun var journalister og Tui-chefer og fortæller videre, at de fik lov til at lande for at markedsføre landet.

Episoden har også vakt vrede i Grækenland. For grunden, til at svenskerne først må rejse til Grækenland den 15. juli, skyldes at de græske myndigheder har udskudt indrejse på grund af frygten for coronasmitte.

Derfor er den græske befolkning nu ude og kritisere Tuis specialaftale og siger, at Sverige ikke er på den grønne liste.

Den grønne liste kommer man som land på, når man ikke længere er en smittefare for Grækenland og derfor godt må rejse ind. Men det er Sverige altså ikke endnu.