Ølsalget i første halvdel af 2022 er steget stærkt, men er ikke nok til at redde et milliardunderskud.

Det fremgik onsdag af bryggerigiganten Carlsbergs regnskab for første halvår 2022. Carlsberg kunne præsentere et overskud på dele af forretningen, men samlet fik Carlsberg et minus på 4,7 milliarder kroner på bundlinjen.

Samtidig er Carlsbergs forsikring mod de eksplosive prisstigninger på korn, energi og andre råvarer ved at udløbe.

Det skriver Finans.

Koncernen aftaler priser 12-18 måneder frem og har indtil nu nydt godt af de forholdsvis lave råvarepriser, der blev aftalt med leverandørerne i 2021.

Men snart skal der forhandles en ny aftale og med den kommer en tsunami af omkostningsstigninger i Vesteuropa.

»På grund af de voldsomme omkostningsstigninger er det i år nødvendigt at gennemføre en ekstra runde af prisforhandlinger med vores kunder. Vi er netop nu i gang med de prisforhandlinger med kunder i hele Vesteuropa,« fortæller Cees ’t Hart, der er administrerende direktør i Carlsberg Group ifølge Finans.

Det betyder konkret, at Carlsberg har øget deres indtjening, selvom omkostningerne er steget markant. Det sker, da Carlsberg allerede har gennemført prisstigninger, som er slået igennem i første halvår. Således er omsætningen per solgt hektoliter øget med 11 procent.

Fremgangen er et resultat af, at Carlsberg har haft enorm gang i salget af deres dyrere premium øl, og samtidig har haft ekstra medvind fra genåbningen af barer og restauranter, hvor øl sælges til højere priser end i detailhandlen.

Koncernen skal nu øge salget af de kendte og relativt dyre mærkevarer. Det seneste halve år er salget af øl under Carlsberg-mærket vokset hele 20 procent (i mængder), Tuborg er vokset 14 procent, Grimbergen 11 procent, Brooklyn 44 procent og 1664 Blanc 5 procent.