Carlsberg opjusterer deres forventninger til den organiske vækst i driftsresultatet for helåret 2023.

Det fremgår af en fondbørsmeddelese tirsdag middag. 

Den organiske vækst i driftsresultatet forventes nu at ligge på 4 til 7 pct. Tidligere forventede de, at den ville lande på -2 til 5 pct.

Opjusteringen skyldes ifølge Carlsberg de solide forretningsresultater indtil nu samt deres forventninger for resten af året. 

Bryggeriet justerer også forventningerne til omregningseffekten og de finansielle omkostninger.

»Baseret på spotkurserne pr. 14. august antager vi en omregningseffekt på resultat af primær drift på omkring -900 mio. kr. for 2023 sammenlignet med omkring -800 mio. kr. pr. 27. april,« skriver Carlsberg.

De finansielle omkostninger, eksklusiv kurstab eller- gevinster, forventer de nu vil blive omkring 700 mio. kr. sammenlignet med tidligere forventninger på omkring 650 mio. kr.

De fastholder deres forventninger til den rapporterede effektive skatteprocent på omkring 21 pct. og anlægsinvesteringer i kontante valutaer på omkring 5 mia. kr. 

I samme fondbørsmeddelelse er Carlsberg kommet med en række nøgletal for første halvår af 2023.

Her fremgår det, at Carlsberg har leveret en organisk volumenvækst på 0,8 pct, organisk omsætningsvækst på 11,2 pct. og en organisk vækst i driftsresultatet på 5,2 pct. i første halvår af 2023. 

Baseret på de positive resultater vil Carlsberg igangsætte et nyt aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr. fra i morgen. 

Aktietilbagekøb betyder, at et selskab bruger penge på at købe dets egne aktier tilbage i markedet.

Som tidligere annonceret vil Carlsberg komme med andet kvartalsregnskab i morgen, onsdag 16. august klokken 8.

Denne artikel er fra Euroinvestor.