Carlsberg har fået en kæmpebøde for at drive kartelvirksomhed på det indiske marked.

I alt skal den danske bryggerigigant betale lige over 100 millioner kroner som straf.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Carlsberg er blevet dømt sammen med det Heineken-kontrollerede United Breweries, der fik et endnu større økonomisk smæk: 650 millioner kroner.

Carlsberg-øl til salg i en butik i Mumbai.
Carlsberg-øl til salg i en butik i Mumbai. Foto: DANISH SIDDIQUI
Vis mere

En talsmand for Carlsberg oplyser til Reuters, at man ingen kommentarer har til bødestraffen, men at man nu vil studere afgørelsen fra de indiske myndigheder.

De to kæmpebryggerier skulle i en årrække fra 2007 til 2018 være blevet enige om prisniveauet på deres produkter i flere indiske delstater – og ikke mindst være blevet enige om simultane prisstigninger.

Myndighederne blev opmærksomme på sagen, da et andet stort bryggeri Anheuser Busch informerede konkurrencemyndighederne i Indien om, at de havde mistanke om en karteldannelse.

Det hele kulminerede med en razzia af Carlsbergs og United Breweries' indiske kontorer i 2018.

Foruden de store bøder til de to bryggerier var der også en bøde til Carlsbergs indiske direktør, Nilesh Patel, på cirka 150.000 kroner. United Breweries' salgschef, Kiran Kumar, 'slap' med en personlig bøde på lige over 40.000 kroner.