Carlsberg bygger videre på samarbejde med japansk bryggeri
Carlsberg modtager milliardbeløb i forbindelse med aftale om et samarbejde med japansk bryggeri.

Carlsberg modtager milliardbeløb i forbindelse med aftale om et samarbejde med japansk bryggeri.

Carlsberg har indgået en aftale om et strategisk samarbejde - et joint venture - med det japanske bryggeri Sapporo Breweries.
Det oplyser det danske bryggeri i en selskabsmeddelelse mandag morgen.
Aftalen bygger videre på de to bryggeriers eksisterende samarbejde, hvor Carlsberg har solgt Sapporo Premium Beer i Malaysia, Hongkong og Singapore siden 2024.
Det nye samarbejde kommer også til at gælde for Laos, Vietnam og Cambodja.
Det danske bryggeri får eksklusive og permanente rettigheder til at producere og distribuere øllen på disse markeder.
Sapporo vil også give Carlsberg langvarige rettigheder til at producere og distribuere bryggeriets øl i Myanmar og i Storbritannien.
Sammen vil de desuden undersøge mulighederne for at lancere øllen på flere europæiske og asiatiske markeder.
Carlsberg kommer til at eje 75 procent af det nye joint venture-selskab, mens Sapporo betaler 643 millioner dollar for de resterende 25 procent.
Det svarer til 4,2 milliarder kroner. Pengene ventes blandt andet at blive brugt på at få nedbragt gæld.
Aftalen kan træde endeligt i kraft, når den har modtaget de nødvendige godkendelser fra myndighederne.
Jacob Aarup-Andersen, der er topchef i Carlsberg, er glad for at kunne udvide samarbejdet mellem de to bryggerier.
- Det nye joint venture og det langsigtede strategiske partnerskab tilføjer Sapporos japanske premium-brand til Carlsbergs stærke portefølje af lokale og internationale brands samt vores distributionsnetværk i Sydøstasien og Hongkong, siger han i meddelelsen.
- (Det, red.) gør det muligt for os at accelerere vores vækstambitioner på disse vigtige markeder.
RITZAU