Hvis du ligger inde med et gavekort til den landsdækkende cafékæde Cozy & More, skal du nok indstille dig på, at du ikke får meget ud af de penge.

C&M Restaurants ApS, der står bag kæden, er nemlig under konkursbegæring, skriver Fyens.dk og henviser til Statstidende.

Cozy & More havde syv cafeer rundt om i landet, blandt andet i Magasin i Odense, Magasin i Aalborg, Magasin på Kgs. Nytorv i København og Magasin i Lyngby samt i Storcenter Nord i Aarhus.

Fyens.dk har været i kontakt med kurator Anders Hauge Gløde fra advokatfirmaet Bech Bruun. Han oplyser, at der umiddelbart er gjort krav i konkursboet på over seks millioner kroner.

Et skilt hos Cozy & Mores café i Magasin på Kgs. Nytorv i København oplyser fredag aften, at caféen holder lukket 'i dag'.
Et skilt hos Cozy & Mores café i Magasin på Kgs. Nytorv i København oplyser fredag aften, at caféen holder lukket 'i dag'. Foto: Rasmus Skat Andersen
Vis mere

Han er ikke optimist i forhold til kunder, der ligger inde med gavekort.

»De er formentlig ikke noget værd. Når jeg siger det, er det, fordi man kan anmelde dem i konkursboet, men om der kommer penge til det, ved jeg ikke,« fortæller han til Fyens.dk.

Ifølge Statstidende har man fire uger fra den 30. januar til at anmelde sin krav.

Konkursbegæringen blev indgivet den 27. januar.