Der er grund til at lade champagnepropperne springe i den danske familieejede byggemarkedskæde, Bygma.

Ifølge virksomhedens seneste årsrapport fra 2019 tjente virksomheden sidste år 341 millioner kroner efter skat, skriver finans.dk.

Bygma havde også sin højeste omsætning nogensinde, og udviklingen er ifølge ledelsen 'tilfredsstillende', står der i regnskabet.

Finans.dk har dykket ned i årsrapporten, og kan referere, at en del af virksomhedens vækst skyldes, at Bygma har arbejdet med sit kundesegment, der både består af professionelle og semiprofessionelle.

Der er mere end 2.400 ansatte i Bygma-kæden i hele Norden.

På trods af det flotte regnskab, er der dog et enkelt hår i suppen.

Selv om mange danskere har besøgt byggemarkeder flittigt under coronakrisen, der pludselig frigav tid til gør-det-selv-projekter, så har Bygma også kunnet mærke krisen.

Og man forventer derfor en lavere omsætning og et lavere resultat i 2020, skriver finans.dk.