En af pionererne på scenen for luksusburgere i København drejer nu nøglen om. Haché Gourmet Burgers, som i 2010 var med til at starte en trend, der udløste en bølge af gourmetburger-restauranter i hovedstaden, siger farvel og tak.
»Det er selvfølgelig en irriterende situation, og det er ærgerligt. Jeg ville meget gerne have fortsat.«
Sådan lyder det fra stifter og ejer Jakob Schöttlander, da B.T. mandag fanger ham på telefonen.
Han fortæller, at Haché Gourmet Burgers lukker endegyldigt den 30. januar. Svigtende økonomi blev den udløsende faktor.

»Den afgørende årsag er, at det ikke er så god en forretning for mig, som det har været. Vi startede i 2010 med en rigtig god forretning i Rømersgade, og på daværende tidspunkt var der måske en håndfuld restauranter, der lavede det samme som os,« forklarer Jakob Schöttlander, og uddyber:
»Nu kan vi bare mærke, at der er for mange om buddet. Det er et snævert marked, hvor alle mere eller mindre laver det samme. Har man noget godt kød og en god bolle, kan man være med.«
Han er dog glad for at have været med på en bølge, som i starten var lukrativ.
»Vi havde jo overvældende mange gæster i 2010. Der var mere eller mindre kø ud på gaden. Det fortsatte i tre år, hvor det var en virkelig god forretning. Det var en overvældende og spændende bølge at være med på,« siger Jakob Schöttlander.

Haché Burger har optrådt flittigt på en hel del burgerguides til København gennem årene. Restauranten er blevet kåret til byen bedste burger af Yelp og er flere gange nomineret af AOK til Københavns bedste burgerjoint.
For år tilbage talte Haché også en restaurant i Valby, men de senere år har man kun drevet restauranten ved Nørreport Station.
Det er vemodigt for Jakob Schöttlander, at restauranten nu må lukke.
»Det er ærgerligt, at det ikke kan fortsætte. Jeg har været hands on og arbejdet fuld tid, så jeg skal også have noget at leve af selv. Det er ærgerligt, at vi ikke kan få lidt mere ud af det, men jeg kan ikke se, hvad jeg ellers kunne have gjort,« siger han.
Onsdag samles en del af de medarbejdere, der har arbejdet i restauranten gennem årene, og spiser farvel-burgere.

