Coronakrisen har ramt mange virksomheder i Danmark.

Mange har lidt og har enten måtte dreje nøglen om eller modtage støtte fra staten.

Men virksomheden Copenhagen Contractors og ejer Jeppe Handwerk kan bryste sig med deres første overskud i mange år efter at have satset næsten hele butikken på kviktest i starten af pandemien. Det skriver Finans.

Jeppe Handwerk besluttede sig for, at han ville investere for 14 millioner kroner til kviktest af egen lomme og ved seneste regnskab, viser det sig nu, at det har givet pote.

Jeppe Handwerk, direktør i Copenhagen Medical A/S, fotograferet ved testcentret i Parken, der kan teste op til 3.000 personer i timen for corona.
Jeppe Handwerk, direktør i Copenhagen Medical A/S, fotograferet ved testcentret i Parken, der kan teste op til 3.000 personer i timen for corona. Foto: Mathias Svold
Vis mere

På sit højeste lavede Copenhagen Medical, som hører under Copenhagen Contractors en minimumsindtægt på 10 millioner kroner om dagen, da knap 100.000 mennesker besøgte testcentrene.

Af Copenhagen Contractors seneste årsregnskab fremgår det nemlig, at selskabet gik ud af 2020 med et flot rekordresultat på 6,7 millioner kroner. Dermed er det selskabets første overskud siden 2016.

Året før coronakrisen havde selskabet et underskud på 400.000.

Jeppe Handwerk understreger dog overfor Finans, at de gode tider langt fra er slut for Copenhagen Contractors.

»Vi havde selvfølgelig testkapacitet i Bella Centret, men vi var i princippet kun derude fra november. I december rykkede vi i Fælledparken og havde meget store udgifter i forbindelse med det. Og så har vi haft mange investeringer og blandt andet udviklet egen software fra bunden, så det har været meget omkostningstungt at starte op. Derfor er det klart, at den største aktivitet er at finde i 2021.«

Virksomheden har stået for kviktest i Region Hovedstaden og har modtaget mellem 100 og 200 kroner fra den danske stat for hver eneste gennemført test i deres forskellige centre.