Det var ikke nogen dum ide, et brødrepar fra Roskilde fik, da de besluttede sig for at stifte pubkæden Old Irish Pub.
I hvert fald ikke, hvis man man måler sin succes i sorte tal på bundlinjen.
Ifølge Finans kom pubkæden nemlig ud af 2018 med et overskud på 16,5 millioner kroner efter skat.
Det er en stigning på hele 120 procent sammenlignet med året forinden.
Old Irish Pub er ejet af brødrene Kristian og Peder Blak, der startede deres forretningseventyr i 2013, hvor de åbnede pubben Mulligans i Roskilde.
Peder Blak, der er kædens administrerende direktør, fortæller Finans, at 200 lokale sponsorater landet over er en nøglefaktor i den succes, som kæden har opnået siden dengang.
Han uddeler også stor ros til kædens 1300 ansatte.
»Vi plejer at kalde vores medarbejdergruppe for en familie. Vi er et familiefirma, og vi holder sammen. Det kan gæsterne mærke, og det giver os rigtig meget god feedback,« siger han.

Old Irish Pub har 22 barer i Danmark fordelt på alle landets største byer og en række provinsbyer.
Derudover er de til stede på fem adresser i Norge. Og det stopper ikke der.
Brødrene har nemlig tidligere udtalt, at de har planer om at udvide med flere udenlandske lokationer. Stockholm, Oslo, Hamburg, Berlin og Barcelona er efter sigende i kikkerten, men de er hemmelighedsfulde om, præcis hvor næste satsning kommer til at ligge.
De seneste fem år har pubkæden Old Irish Pub haft en samlet indtjening på mere end 30 millioner kroner.

