Råvarepriserne på verdensplan er under ekstremt pres lige nu. Og det kan få store konsekvenser.

Ikke mindst for den kendte brødgigant Lantmännen Schulstad, som leverer meget af det brød, man kender fra supermarkederne.

Her maler den administrerende direktør, Pernille Bang-Löwgren, et noget trist billede.

»De stærkt stigende priser giver ret dystre udsigter, og jeg frygter, at vi ser ind i et skrækscenarie, hvor danskerne nok skal forberede sig på at betale noget mere for brød fremover,« siger Pernille Bang-Löwgren til Fødevarewatch.

Og det er ikke kun brødfabrikkerne, der er hårdt ramt af de voldsomt opskruede råvarepriser.

Pernille Bang-Löwgren forklarer således, at priserne på råvarer – og dermed fødevarer – over en bred kam ser ud til at gå i en retning. Opad.

Og derfor kan man forvente, at en række fødevarer kommer til at blive presset i vejret, når det kommer til prisen.

Netop hos Schulstad er frygten, at de stigende priser kan komme til at ramme bundlinjen.

Schulstad kæmper nemlig allerede med at få sorte tal.

Således havde Schulstad et minus på 16,2 millioner kroner i 2020. Det var en forbedring fra 2019, hvor underskuddet lå på 40,9 millioner kroner.

I alt omsatte virksomheden for 988,7 millioner kroner i 2020.

Det lå på 936,9 millioner kroner i 2019.